Daniels historie | Om takt og tone, modgang og succes

Sputnikkollegiet på Frederiksberg har 12 udslusningsboliger. I én af dem bor Daniel Jung. En ung mand med en kolossal og inspirerende fightervilje. For trods en del modgang og udfordringer på sin vej, har Daniel i dag skabt sig en selvforsørgende tilværelse, som han er både glad for og stolt af. Her fortæller han om vejen dertil.

Talte ligesom Fru Hyancinth

Daniels barndom var præget af utallige flytninger og skoleskift. Oveni dét følte han sig ensom og anderledes end sine jævnaldrende.

“Som overvægtig og dengang udiagnosticeret autist havde jeg det meget svært i folkeskolen. Jeg manglede sociale skills, og det var jeg godt klar over selv. Så i et forsøg på at kompensere tilbragte jeg utallige timer på biblioteket, hvor jeg nærlæste bøger om etikette,” fortæller Daniel.

Som 11-årig kunne Daniel recitere Emma Gads ’Takt og Tone’ både forfra og bagfra. Men det resulterede også i, som han selv siger med et smil på læben: “at jeg talte ligesom Fru Hyancinth fra Fint skal det være. Det hjalp mig jo ikke ligefrem til at få venner.”

Skiftet til en specialklasse blev et vendepunkt

Som 12-årig blev Daniel udredt og fik diagnosen infantil autisme. I forbindelse med en flytning kort tid efter startede han i en specialklasse på Iselingeskolen i Vordingborg. Det blev et vendepunkt for ham.

“Jeg mødte nogle fantastiske mennesker på den skole og fik venner, som jeg stadig har i dag. Ikke mindst havde jeg en lærer, Bjarke, som gjorde rigtig meget for, at jeg og de andre elever i klassen fik udfyldt vores potentiale.”

På Iselingeskolen havde man som specialklasseelev ’integreret undervisning’, hvilket betød en stor del for Daniel.

“Den integrerede undervisning gik ud på, at vi specialelever en gang imellem kom ud i almenklasserne, så vi kunne integrere os med de neurotypiske elever. Det gjorde også, at vi øvede vores sociale evner i en neurotypisk kontekst. I det hele taget følte jeg, at vi [specialelever, red.] blev betragtet på lige fod med de andre elever.”

Mod på mere

Tre gode år i specialklassen gav Daniel blod på tanden til at udfordre sig selv efter 10. klasse. Fagligt var han rigtig godt med, men han var opsat på at skærpe sine sociale kompetencer. Så han valgte at starte på en ungdomshøjskole på Fyn med neurotypiske unge.

“I løbet af det år absorberede jeg social kultur til mig som en svamp. Hver dag satte jeg mig ned og skrev i min dagbog, hvad jeg havde lært. Det kunne fx være: ’I dag har jeg lært at holde øjenkontakt’ eller ’I dag har jeg lært, at hvis folk ser fjerne ud i blikket, når jeg snakker til dem, så er de muligvis uinteresserede’. Sådan nogle fuldstændig basale og almindelige ting som neurotypiske mennesker bare tager for givet, dét lærte jeg der.”

Bristede drømme

Efter et år på højskole flyttede Daniel ind på Sputnikkollegiet i København. Tre år efter havde han afsluttet en HF-eksamen. Det krævede vedholdenhed, for de første to år gik han på HF i Faxe. Det vil sige han pendlede to en halv time hver vej til sin skole.

Daniel drømte stort. Han har altid haft en passion for videnskab og ville gerne læse til civilingeniør. Derfor begyndte han at supplere sin HF-eksamen med enkeltfag i Matematik A, som er et krav på civilingeniørstudiet. Han knoklede på livet løs, men havde svært ved at følge med og begribe faget. Han dumpede sin eksamen og måtte efterhånden indse at drømmen om at blive civilingeniør var ved at briste. Det ledte til tankemylder, tvangstanker og usikkerhed, hvilket til sidst ledte til en voldsom depression.

Drømmen bristede og dernæst fulgte seks måneder i jobcenterregi. Daniel stod over for at skulle redefinere sig selv og sin drøm. Med hjælp fra Sputnikkollegiet, en psykolog og en psykiater fik han genopbygget sig selv psykisk og en ny drøm begyndte at tegne sig.

“Biologi og kemi var meget mere mig. Det fandt jeg ud af i løbet af min HF-tid. Så var det, jeg begyndte at overveje laborantuddannelsen.”

Fire et halvt år og en hel del ihærdighed senere

For et par uger siden bestod Daniel sin sidste eksamen på laborantuddannelsen. Hans studietid har langtfra været en dans på røde roser. Han fuldførte uddannelsen på 4 et halvt år frem for de normerede 2 et halvt år. Det skyldtes en kombination af forhøjet fravær, et dumpet semester, depressive tendenser og udfordringer med at finde en praktikplads.

Men måske netop derfor lyser stoltheden ud af ham. For han har kæmpet hårdt for at nå dertil, hvor han er i dag. Han har været både fleksibel, ihærdig og vedholdende, og nu kan han for alvor høste frugten af sin egen indsats.

Ikke nok med at han scorede sig et 10-tal ved sin sidste eksamen, Daniel er tilmed blevet fastansat som laborant ved Nordic Bioscience, hvor han det seneste år har været laborantpraktikant.

“Aldrig i mit liv har jeg forestillet mig, at det ville være så dejligt at arbejde. Jeg har nogle fantastiske chefer og laver noget meningsfuldt arbejde. Ikke mindst, så indgår jeg på arbejdspladsen på lige fod med alle andre, og særligt dét gør mig simpelthen så lykkelig.”

Sputnikkollegiet Frederiksberg