Ensomhed │ Hvad er ensomhed og hvordan kan vi forebygge og afhjælpe?

Hvad er ensomhed og hvordan adskiller ensomhed sig fra social isolation? Hvorfor er unge med autisme særligt sårbare over for ensomhed? Og hvad skal vi som fagprofessionelle være opmærksomme på i forhold til at forebygge og afhjælpe ensomhed hos målgruppen?

Artiklen er skrevet af Kamilla Helkiær og Gunnar Dehn, begge pædagogiske konsulenter og VISO-specialister i Kursuscenter Sputnik, i samarbejde med kommunikationsmedarbejder Ann-Sophie Tønner.

Hvad er ensomhed?

I forskningslitteraturen definerer man ensomhed som en subjektiv og ubehagelig følelse, der opstår, når ens sociale relationer ikke opfylder de behov, man har for social kontakt.

Behovet for social kontakt er individuelt, på samme måde som at ensomhed opleves individuelt. For nogle skal der ikke så meget til, før de ikke længere føler sig ensomme. Andre har et større socialt behov og dermed er tærsklen for at føle ensomhed også lavere.

Forbigående og langvarig ensomhed

I ensomhedsforskningen skelner man mellem forbigående ensomhed og langvarig ensomhed.

De fleste af os har stiftet bekendtskab med ensomheden på et tidspunkt i vores liv. Det er normalt at føle ensomhed i forbindelse med et tab; det kan være et dødsfald, en skilsmisse, en flytning eller andet.

Her er der tale om, at en konkret livsbegivenhed udløser ensomheden. Oftest er denne type ensomhed forbigående og ufarlig, omend stadig ubehagelig.

Den langvarige ensomhed, derimod, er en vedvarende følelse, der sætter dybe spor i hverdagen. Nyere tids forskning viser, at vedvarende ensomhed har vidtrækkende konsekvenser for vores mentale og fysiske sundhed.

Studier lavet af John T. Cacioppo, en af verdens førende ensomhedsforskere, har påvist at ensomhed øger risikoen for hjertekarsygdomme, Alzheimers, depression, forhøjet blodtryk, søvnforstyrrelser og andre livstruende sygdomme.

Hvad er social isolation?

Når vi taler om og arbejder med ensomhed – både blandt unge med autisme, men også generelt – er det væsentligt at skelne mellem ensomhed og social isolation.

 

At være socialt isoleret er ikke ensbetydende med at føle sig ensom.

 

Mens ensomhed er en subjektiv og uønsket følelse, er social isolation objektiv og målbar i form af reduceret socialt netværk og mangel på social kontakt.

Set udefra kan et menneske være socialt isoleret uden at lide sociale afsavn og dermed ikke opleve ensomhed. Omvendt kan et menneske med et omfattende socialt liv opleve ensomhed, uden at man udefra vil betragte personen som socialt isoleret.

At være socialt isoleret er altså ikke ensbetydende med at føle sig ensom. Det er det omgivende samfund, der definerer, om et menneske er socialt isoleret. Alt imens er det mennesket selv, der har definitionsretten over, om hun føler sig ensom.

Når vi møder en ung med autisme, som har isoleret sig, kan det være et bevidst og aktivt fravalg af det sociale, fordi det sociale bliver for svært. Det kan munde ud i, at den unge føler sig ensom, men ikke nødvendigvis. Måske føler den unge selv sig ikke socialt isoleret – f.eks. fordi han får opfyldt en stor del af sit sociale behov gennem online fællesskaber. Det må vi ikke negligere som fagpersoner.

Dermed ikke sagt at online relationer kan stå i stedet for fysiske relationer. Men det er vigtigt, at vi som fagpersoner har blik for de komplekse nuancer, der gør sig gældende, når det kommer til ensomhed og social isolation.

Ligesådan er det vigtigt, at vi har fokus på de konkrete behov hos den enkelte unge, når hun eller han skal skabe mening og motivation ind i det sociale.

Ensomhed og social isolation hos unge med autisme

Undersøgelser viser, at flere og flere danskere føler sig ensomme. Særligt de unge er ramt af ensomhed, og blandt dem er unge med særlige behov, herunder autisme, særligt udsat for følelsen af ensomhed.

Det er svært at anslå det konkrete omfang af ensomhed blandt unge med autisme, eftersom det er et underbelyst område rent forskningsmæssigt.

Men vi ved dog fra forskningslitteraturen, at unge med autisme oplever højere grad af ensomhed end unge uden autisme (f.eks. Lasgaard et al., 2010; Locke et al., 2010).

Tal fra VISO, Socialstyrelsens nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, viser desuden en stigende efterspørgsel på rådgivning om borgere med autisme og sociale isolationsproblematikker.

I Kursuscenter Sputnik mærker vi også til efterspørgslen i vores virke som VISO-specialister.

Autisme og sociale relationer

Autisme er en neurologisk udviklingsforstyrrelse, som forekommer i forskellige grader og former, et såkaldt spektrum.

Den anderledes neurologi betyder, at mennesker med autisme opfatter og navigerer i verden på en måde, der afviger fra et neurotypisk menneske (et menneske uden en diagnose).

Fordi den autistiske hjerne fungerer anderledes, kan det være svært med en autismediagnose at indgå i sociale relationer og sammenhænge på neurotypiske præmisser. Samspillet og samværet med andre er typisk forbundet med en ressourcemæssige omkostning for den autistiske hjerne, der arbejder på højtryk for at afkode verbale og nonverbale signaler.

Dét at være social kræver altså mere energi for én med autisme end det er tilfældet for de fleste neurotypiske mennesker. For nogle kan det resultere i, at de trækker sig fra socialt samvær.

Det er ikke ensbetydende med, at unge med autisme ikke har behov for sociale relationer. Relationer, socialt samvær og fællesskaber er lige så vigtige for autistiske mennesker som for neurotypiske mennesker. Men de kan have andre behov i samværet med andre, både hvad angår frekvens og format.

Typisk vil en ung med autisme foretrække samvær, der har et fælles tredje som omdrejningspunkt, for eksempel et spil, en fysisk aktivitet, et praktisk projekt o.lign. Det vil sige noget, der involverer struktur, forudsigelighed og tydelighed i det sociale samspil.

Ofte vil der også være et stort behov for alenetid, hvor den unge lader op, før mere socialt samvær.

 

Dét at være social kræver mere energi for én med autisme end det er tilfældet for de fleste neurotypiske mennesker.

 

Den svære overgang til voksenlivet

Overgangen fra barndom til voksenliv er en svær periode for enhver ung. Har man samtidig en autismediagnose kan denne overgang være ekstra svær.

De øgede krav om fx at flytte hjemmefra, tage en uddannelse og i det hele taget træde ind i et selvstændigt voksenliv kan være vanskelige at honorere, når man har autisme.

Vi ser derfor også, at ensomhed og sociale isolationsproblematikker ofte opstår hos mennesker med autisme i overgangen til voksenlivet i takt med de øgede krav, forventninger og valg, som de unge står overfor. Dét at flytte hjemmefra kan også være en udløsende faktor idet rutinerne, strukturerne og de faste rammer omkring den unge bliver opløst.

Derfor er det i særdeleshed overgangen til voksenlivet, vi skal have blik for som fagprofessionelle, når vi arbejder med at forebygge ensomhed og social isolation hos en ung med autisme.

Seks vigtige faktorer når vi skal forebygge og afhjælpe ensomhed

Der findes ikke et absolut og entydigt svar på, hvad der forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge med autisme. Indsatsen vil altid være individuelt betinget og bero på den fagprofessionelles vurdering, indsigt i og viden om den enkelte unge.

Når det er sagt, er der en række forhold, som vi både erfaringsmæssigt og forskningsmæssigt ved, kan modvirke ensomhed. Her får du vores opsummerede liste over seks vigtige faktorer i arbejdet med ensomhed og unge med autisme:

1. Tidlig indsats:
   Vi ved, at en tidlig indsats modvirker social isolation og ensomhed hos målgruppen. Det viser vores erfaringer i VISO-regi og det understøttes også forskningsmæssigt. En tidlig indsats forudsætter først og fremmest, at man så tidligt som muligt opdager autismen. Dernæst er det vigtigt, at den unge bliver understøttet i skift og overgange. Her tænker vi særligt på overgangen fra barn til voksen. Det er vigtigt, at den unge bliver hørt og mødt af realistiske forventninger, der tager højde for hans eller hendes ressourcer. Bliver den unge derimod mødt og presset af urealistiske krav og forventninger, kan det udløse nogle uhensigtsmæssige reaktioner, herunder social isolation med eventuel ensomhed til følge.

2. Psykoedukation:
   Formålet med psykoedukation er, at den unge opnår større viden om sin autismediagnose og dermed bliver bedre i stand til at håndtere og mestre hverdagen. Dét at få ord på sin diagnose og symptomerne skaber også et sprogligt fundament, som man kan arbejde ud fra. Gennem psykoedukation lærer den unge at genkende og forstå, hvordan autismen kommer til udtryk hos ham/hende og opnår strategier til at håndtere det, der er svært – for eksempel i relation til fritid og socialt liv, arbejde og uddannelse. Psykoedukation sigter mod at styrke den enkeltes selvopfattelse, identitet og handlekompetence og dermed forebygge psykisk og social mistrivsel. Psykoedukation kan foregå i en gruppe eller individuelt.

3. Tæt netværkssamarbejde:
   Et godt og tæt netværkssamarbejde er afgørende for at beskytte den unge mod ensomhed. Der er brug for en sammenhængende, stilladserende og koordineret indsats, hvor ansvar og roller er klart defineret. Det modsatte er søjleopdelte indsatser, hvor aktørerne i netværket arbejder med flere fragmenterede indsatser, der ikke er indbyrdes afstemt. Netværket omkring den unge involverer fx forældre, sagsbehandlere, psykiatrien, uddannelsesstedet m.fl. Indsatserne bør medtænke hele netværket.

4. Viden i netværket:
   Det er vigtigt, at de voksne og professionelle omkring den unge har autismespecifik viden og har indsigt i de individuelle autismespecifikke ressourcer og udfordringer hos den unge. Utilstrækkelig viden om autisme kan medføre urealistiske forventninger til den unges ressourcer ind i det sociale og dermed resultere i, at den unge bliver presset for meget og oplever nederlag, hvilket forstærker ensomheden. Vi skal også være opmærksomme på, at viden om den unge ikke går tabt fx i forbindelse med et planlagt eller uforudset skift af sagsbehandler.

5. Inddragelse af den unge:
   Den unge med autisme er ekspert i eget liv. Derfor er det centralt, at vi lytter til den unges behov, ønsker og motivation. Hvis vi skal afhjælpe ensomhed og styrke den unges sociale trivsel, skal vi tage udgangspunkt i det, de selv efterspørger. Den unge skal involveres så meget som muligt i at sætte mål for indsatsen. For hvis indsatsen ikke er tilrettet den unges ønsker, er risikoen for nederlag større.

6. Understøttet deltagelse i fællesskaber:
   Når man har autisme, kan det være svært at tage første skridt alene ind i et fællesskab – f.eks. skakklubben, idrætsklubben eller værestedet. Den unge med autisme kan have behov for guidning eller ledsagelse i forhold til at tage kontakt til et fællesskab og/eller hjælp til at se vejen ind i et fællesskab. Som ung med autisme kan man være udfordret på sin forestillingsevne, og det kan skabe utryghed i forhold til at bevæge sig ud i ukendte situationer. Ofte er der behov for hjælp til at sondere et tilbud i forhold til: Hvor afholdes det? / Hvad laver man? / Hvor mange kommer der typisk? / Hvor længe er man der? / Kan man komme på et forbesøg eller en rundvisning?