Sproget og den positive tone, indbydende rammer, lave forventninger og facilitatorrollen er nogen af de strategier, som kollegiestøtte Inge Kreinøe har haft succes med i sit arbejde.

I Virum blomstrer det sociale fællesskab

Personer med autismespektrumforstyrrelser trækker sig ofte fra sociale relationer, men på kollegiet i Virum har de haft succes med at skabe et blomstrende ungdomsmiljø, hvor de færreste gemmer sig bag en lukket dør.

 

Det er lørdag aften på Sputnikkollegiet i Virum. En gruppe unge har samlet sig i fællesrummet. Der bliver grinet og snakket. Debatten går på, hvilken film de skal se. Til sidst bliver de enige, og roen sænker sig.

Dette kunne være en scene fra et helt almindeligt kollegium, og så ville det være hverdagskost og ikke en artikel værdig. Men kollegiet i Virum er ikke et helt almindeligt kollegium. Her bor godt 20 unge mennesker med autismespektrumforstyrrelser, som har brug for særlig støtte i en periode af deres ungdomsliv, før de kan klare sig i egen bolig.

Det kræver en god portion pædagogisk benarbejde at få dem til at indgå i sociale aktiviteter, som for eksempel at se film sammen lørdag aften. Men på kollegiet i Virum er det noget, fagpersonalet prioriterer højt, for som kollegiestøtte Inge Kreinøe siger:

“Det er vigtigt at træne de sociale færdigheder, fordi de fleste tror, at de ikke kan finde ud af det. Men her finder de hurtigt ud af, at de i virkeligheden har mange, sociale kompetencer,” siger hun og fortsætter:

“Mange af de unge mennesker vi har, de skal på en arbejdsplads. De skal ud og handle. Vi vil gerne have, at mange af dem kommer til at bo selv eller sammen med en ven eller kæreste. Så derfor er der et behov for, at de kan der her ting.”

Masser af socialt liv

At der er så meget socialt liv på kollegiet i Virum kom bag på Marie Bjørngaard, der netop er startet som ny kollegiestøtte.

“Jeg havde troet, at der skulle arbejdes meget hårdere for overhovedet at få folk ned på fællesarealerne. Og hvis de så endelig var sammen, troede jeg, at det var én-til-én oppe på værelserne. Men det er slet ikke det, jeg har oplevet. Der gang i den herude,” siger hun.

Men det sociale liv er langt fra kommet af sig selv. Det kræver meget pædagogisk arbejde at få de unge til at åbne sig for fællesskabet, og det er en indsats, der bliver prioriteret højt.

“Når de unge kommer her til at starte med, er der mange, der har den attitude, at det er noget, de slet ikke har brug for. At det slet ikke er noget for dem, eller at de ikke kan se en mening med det,” siger Inge Kreinøe.

Social træning og masser af brobyggeri

I Virum gør de blandt andet meget ud af af positiv imødekommenhed – for eksempel ved altid at sige den unges navn, når vedkommende kommer ned på fællesarealerne.

“Vi ved godt, hvor meget det kræver af dem bare at komme ud af døren. De tænker på forhånd: ‘Hvem skal jeg være sammen med, hvem er der, og hvor kan jeg sidde henne.’ Når det så lykkes for dem at komme ned, så skal der være nogen, der hilser på dem, så de føler sig anerkendt og set,” siger Inge Kreinøe.

Derudover handler det om konstant social træning, hvor de øver sig på både at aflæse og afsende forskellige følelsesmæssige udtryk. De værner om en god og positiv tone, hvor alle føler sig velkomne. Og så sørger de for hele tiden at tage initiativ til fællesaktiviteter.

Mange aktiviteter

Det handler nemlig om at bygge bro mellem de unge og danne grundlaget for, at de kan knytte relationer til hinanden.

“Vi husker dem hele tiden på de sociale aktiviteter og sender mange brikker ud i deres hjerner i forhold til muligheder for at være sammen. Vi tager ud og fælder juletræer, i biografen eller noget helt tredje. På den måde får de også øjnene op for, at de kan tage initiativ til at arrangere tingene selv. Vi er hele tiden back-up og bag det hele, men de lærer at tage noget initiativ, og det er også det, man så ser sådan en lørdag aften, hvor en spontan filmaften opstår,” siger Inge Kreinøe.

Du kan læse mere om Sputnikkollegiet i Virum her.