Den 1. november får Sputnik en ny kvalitets- og udviklingsdirektør, som bliver en del af Sputniks øverste ledelse. Vibeke Ries, der i dag er socialchef i Hillerød Kommune, træder til i denne nye, vigtige stilling.

Vibeke Ries er uddannet socialpædagog og systemisk familiebehandler og har en master i offentlig ledelse. Hun kommer fra en stilling som socialchef for borger og socialservice i Hillerød Kommune og har før det haft sin gang i Københavns Kommune i 22 år, blandt andet som borgercenterchef og områdechef.

Direktør Allan Laursen siger om ansættelsen:

”Vi glæder os meget til at samarbejde med Vibeke. Hun har indgående kendskab til det socialpolitiske område, et stort netværk og en omfattende viden om Sputniks målgruppe og indsatser. Og så er hun en holdspiller, som brænder for arbejdet med de unge – på den måde passer hun supergodt ind hos os.”

Som kvalitets- og udviklingsdirektør i Sputnik skal Vibeke Ries arbejde med vidensbaseret og datadrevet udvikling, tværgående projekter, nye ydelser, kommunalt samarbejde og kvalitet. Arbejdet sker i tæt samarbejde med Sputniks øverste ledelse og de lokale afdelinger.

Vibeke siger selv om sit skifte:

”Jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af Sputnik, og den fortsatte kvalitetsudvikling af skoletilbud til børn og unge, og botilbud til unge voksne. Jeg ser frem til at kunne udvikle tilbud, som modsvarer det stigende behov inden for børn og unge-området.”

 

Vibeke Ries