Unge voksne, der vægrer sig

En kortlægning fra VIVE viser en stigende efterspørgsel på rådgivning om borgere med sociale isolationsproblematikker. Henvendelserne er steget med mere end 50 % de sidste fire år. Vi giver i denne artikel vores bud på, hvordan social isolation og vægring kan hænge sammen, og hvordan det kan komme til udtryk.

Af Bettina Råschou, leder af Sputnikhyblerne og VISO-specialst, Morten Gericke, souschef på Sputnikhyblerne. Artiklen er skrevet i samarbejde med kommunikationsansvarlig Lene Holst Holmgård.

Når unge med autisme træder ind i voksenlivet, bliver de mødt af øgede krav til selvstændighed, til at gennemføre uddannelse og udvikle evner til at bo selv. For nogle kan de øgede krav i kombination med autismediagnosen og eventuelle angstproblematikker være medvirkende til udviklingen af en vægringstilstand.

Et bredere vægringsbegreb

På Sputnikkollegiet har vi længe været optaget af unge voksne, der vægrer sig i samarbejdet med professionelle voksne, og hvis udtryk kan være kravafvisende. Vi har et ønske om at brede vægringsbegrebet ud, da vi mener, at skolevægring som problematik ikke ophører, når man fylder 18 år. I VIVE’s rapport for VISO påpeges det da også, at ”isolation hos unge voksne starter ofte med skolevægring” kilde: VIVE ”Autisme og social isolation hos unge voksne”

Vi er derfor interesserede i at undersøge vægringens udtryk hos unge voksne og koblingen til social isolation.

Læs også: PDA i dagbehandling, kravafvisende adfærd hos børn

Social isolation og vægring hos unge voksne med autisme

Social isolation og vægring kommer ofte i par, men vi møder ofte også unge, der vægrer sig mod fx uddannelse, og at tilegne sig færdigheder til at klare dagligdagens praktiske opgaver, men som gerne vil deltage i det sociale fællesskab på kollegiet.

Tilsvarende oplever vi unge med social angst, der er så voldsomt udfordrede i kontakten med andre mennesker, at de fx kan finde på at gemme sig i et skab, når vi banker på, men som samtidig kan passe en selvstændig voksentilværelse med arbejde og daglige gøremål.

Vi har forsøgt at visualisere forskellen i denne oversigt.

Det er vigtigt at understrege, at ”vægring” er et subjektivt udtryk. For os fagfolk kan det fremstå, som om en ung vægrer sig mod udvikling. Årsagen kan være, at man ikke kender eller kan forholde sig til de krav, der bliver stillet. For den unge kan det også opleves unødvendigt eller ukomfortabelt.

Vægring i overgangen til voksenlivet

VIVE’s rapport om isolation blandt unge voksne med autisme fortæller, at: ”problematikken opstår ofte i ungdomsårene, hvor den unge møder øgede krav om fx at flytte hjemmefra, tage en uddannelse og i det hele taget træde ind i voksenlivet.”

Vi oplever, at nogle beboere savner den ramme, som skolen tilbød, uanset hvor svær den var at være i. Skole er et disciplinerende rum, som vi har en lang tradition for. Modsat har vi som samfund en meget kort historik omkring det at bo på et botilbud. Alene ordet bo”tilbud” kan utydeliggøre hvad det vil sige, at samarbejde om egen udvikling. Det kan skabe uklarhed både hos unge og ansatte i forhold til de krav, man synes, man kan sætte, i forhold til isolation og vægring. Der er ikke lovgivet om, at du skal være sammen med andre mennesker eller lære at gøre rent. De unge voksne er myndige og kan i princippet udskrive sig selv.

Det betyder for os som fagfolk, at vi skal være rigtigt dygtige til at tilføre mening til indholdet på et botilbud, og at relationen og rammen skal være bærende. Vi har en væsentlig opgave i at være nysgerrige og insisterende og kigge bag om de afvisninger, vi møder. Derfor er ”Hvor kommer nej’et fra?” blevet en kernesætning i Sputnik. Vi afdækker, om nej’et kommer fra en angstproblematik, fra autisme eller fra historisk betingede dårlige oplevelser, og den viden bliver afgørende for, hvordan vi tilrettelægger indsatsen, ud fra den enkelte unges vanskeligheder og behov for støtte. Vi sigter mod en individuelt tilpasset indsats med den unge i centrum, fordi den ene unges vægring ikke er lig den andens.

Se også: PDA-webinar for fagfolk

Vægringens forskellige udtryk

Vi opfatter vægring som en udtryksform, som kan udløses af specifikke diagnoser eller problematikker. Vægring hos unge voksne med autisme kan derfor også komme til udtryk på forskellige måder. Vi har defineret fire, som er gennemgående hos os:

1. Det stille nej
   

   En oplevelse af, at deltagelsen fader langsomt ud, uden at der bliver sat ord på: Aftaler, der ikke bliver holdt og ikke meldt fra, manglende deltagelse i måltider, undskyldninger om at man er hos en ven, mens man gemmer sig på værelset. Udtrykket er nedtrykt, depressivt, tungt, ordløst, uden øjenkontakt og apatisk.

2. Det somatiske udtryk
   

   Den unge har typisk hovedpine, når der er en aftale, er syg ved måltiderne og optræder skrøbelig og afglidende i kontakten. Den unge kan have tidligere oplevelser med krav, hvor han eller hun har fået fysiske symptomer, og de kan gentage sig, når den unge oplever lignende krav. Det somatiske udtryk optræder i disse situationer som en tilsyneladende legitim undvigemekanisme og har ofte bund i en psykisk problemstilling. Den kan enten udspringe af udfordringer der relaterer sig direkte eller mere indirekte til den unges autismediagnose, såvel som til nogle af de komorbide tilstande de unges adfærd og reaktionsmønster ofte er påvirket af.

3. Det ekspressive nej
   

   Indimellem kommer afvisningen også eksplicit og højlydt. Den unge kan sige ’det vil jeg overhovedet ikke være med til’, ’det kan du ikke forlange af mig’, ’nej, jeg har sagt, jeg ikke vil’ eller sågar ’du har smadret mit liv’. De kan true med at optræde selvskadende eller give udtryk for, at de ikke længere kan se mening eller behov for at bo i vores tilbud. Dette tolker vi som en reaktion, der kan opstå i situationer, hvor de oplever, at vi stiller krav, de ikke føler sig i stand til at honorere.

4. Det blandede nej
   

   Ofte er nej’et og den vægring, der kan komme på bagsiden af nej’et, en blanding af de ovenævnte. De unge kan veksle mellem at være mere stille og introverte i deres afvisning af vores tilbud og deltagelse i vores øverum, for så i andre perioder at blive mere somatiske eller ekstroverte i deres afvisning og værgeadfærd.

Pædagogisk indsats ved vægringsproblematikker

VIVE’s rapport om autisme og social isolation hos unge voksne peger på tre virksomme metoder på området. Det drejer sig om kognitiv adfærdsterapi, social færdighedstræning og mindfuldness. Herudover nævnes narrativ terapi i rapporten, men denne metode er endnu ikke systematisk afprøvet i forskningslitteraturen.

På Sputnikkollegiet arbejder vi ud fra den systemisk-narrative tænkning samt diagnosespecifikke og kognitive tilgange. Det kan fx komme til udtryk i følgende:

Hvor kommer nej’et fra?
Vores professionelle nysgerrighed er ét af vores vigtigste redskaber, når vi skal afdække en vægringsproblematik. Det kan se forskelligt ud for de enkelte beboere, og derfor skal vi i hvert tilfælde interesse os for, hvad der i beboerens perspektiv er et godt liv. Vi skal finde ud af, hvilke barrierer der er for deltagelse, og kigge bag om den afvisning vi møder for at forstå den. Først når vi forstår den enkelte unges bevæggrunde, adfærdsmønstre, og hvilke mekanismer der træder i kraft, kan vi tilrettelægge og tilpasse indsatsen, så den kan virke for lige præcis den unge.

Individuelt tilpassede krav
Hvis vægringen udspringer af en angstproblematik, arbejder vi eksempelvis visuelt, sammen med den unge, med en udviklingstrappe, hvor vi langsomt kan eksponere den unge for de svære situationer, og arbejde med udvikling af tilpassede startegier til den konkrete situation. Det kan være en udvikling i trin frem mod at deltage i måltider: Første skridt er, at vi kommer ind med en tallerken til dig, næste skridt er at du selv kan hente en tallerken i køkkenet, så er der et trin der handler om at du kan komme ud og spise i køkkenet, når de andre er gået, derefter arbejder vi på, at du deltager én gang om ugen, og senere tre gange om ugen.

Relation og ramme
Vi er optagede af at bruge såvel rammen som relationen i arbejdet med at udfordre værge-adfærden. Hverken ramme eller relation kan stå alene, og vi benytter derfor rammen og relationen i en konstant vekselvirkning til at holde fast i et udviklingsperspektiv. Her kan det fx være nyttigt, med afsæt i den relation vi har til den enkelte unge, at ”genbesøge” rammen: Hvad sagde du ja til, da du flyttede ind? Hvad lovede vi hinanden?

Tankegangen er, at den unge ikke slipper for invitationerne, men det er personalets opgave at rumme de gentagne afvisninger. Ligeledes påhviler det personalet at bringe deres relation i spil og herigennem være vedholdende og insistere på at ville de unge, også når den unge vedholdende takker nej og værger sig ved den støtte og indsats, vi tilbyder.

Endelig skal man også evne at fortælle/bevidne den gode historie, man ser hos den unge. Det er væsentligt at anerkende forandringer, og de kræfter som den unge har investeret i en forandringsproces, nærmest uanset hvor små forandringer man lægger mærke til.

​Læs om Sputnikkollegiet