
Allan Laursen grundlagde i 1999 dagbehandlingsskolen Sputnik. I dag har organisationen knap 300 medarbejdere og 12 afdelinger, der rummer både dagbehandling, stu-uddannelse, botilbud og kursuscenter.
”Med 40 år i branchen og snart 26 som direktør for Sputnik skal jeg til at tænke på, hvordan jeg selv og Sputnik kommer bedst videre. Jeg har haft det privilegie at arbejde sammen med de allerbedste, og det er med taknemmelighed og ydmyghed, at jeg nu snart træder tilbage for at give plads til andre gode kræfter,” fortæller Allan Laursen.
Allan Laursen stopper formelt d. 31. marts 2025 som administrerende direktør og skal hellige sig jobbet som bestyrelsesformand i Sputnik.
Ny administrerende direktør rekrutteret internt
Områdedirektør Carsten Gylling bliver ny administrerende direktør i Sputnik. Han er også i dag en del af Sputniks direktion, hvor han har ansvar for tilbud til unge voksne: §107-botilbud og særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Han sidder herudover i bestyrelsen i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud. Carsten er uddannet pædagog og Master i Ledelse af Uddannelsesinstitutioner.
”Det er med en enorm gejst, glæde, motivation og med mange ideer og visioner – samt en god portion ydmyghed, at jeg har sagt ja til at blive Sputniks næste administrerende direktør. Jeg har været i Sputnik i mange år; fra et lille projekt til en stor organisation, og jeg glæder mig til at udvikle Sputnik videre sammen med vores lederteam og medarbejdere,” siger Carsten Gylling.
Læs hele nyheden her Få seneste nyt og inspiration: Tilmeld dig vores nyhedsbrev