Elevpladser hænger ikke på træerne. Det har Sputnik-beboer Simon mærket på egen krop. Glæden ved omsider at lande en elevplads er derfor kæmpestor!
Til daglig studerer Simon til programmør og bor på Sputnikkollegiet i Virum, lidt endnu i hvert fald. Han har søgt elevplads i to år og nu har hans søgen endelig båret frugt. Han har landet en elevplads hos Andel Energi – Danmarks største energiselskab.
Her står han så; på vippen til et nyt stort livskapitel. Han skal ud i sit første arbejde og samtidig flytter han fra kollegiet og i egen lejlighed. I dette lille portræt deler han ud om tilværelsen på kollegiet, processen med at søge elevplads og de tanker han gør sig ift. at flytte for sig selv og starte arbejde.
Kort om Simon
24 år gammel og har boet på Sputnikkollegiet Virum de sidste to år. Studerer til programmør. Til sommer flytter Simon fra kollegiet, han har nemlig fået en elevplads hos Andel Energi i Haslev, hvor han skal være i to et halvt år. I sin fritid genopfører Simon Napoleonskrigene og kører veterantog.
Hvorfor bor du på Sputnikkollegiet?
Jeg har autisme og ADHD og blev i tidernes morgen anbragt på et andet bosted, fordi jeg havde store besværligheder med vredeshåndtering og uddannelse.
Hvad kan du godt lide ved at bo på Sputnikkollegiet?
Jeg kan godt lide, at der er en masse selvbestemmelse samtidig med at man kan få den hjælp, som man individuelt har behov for. Og så også dét, at der altid er én, man kan snakke med sine problemer om og få hjælp til at finde løsninger.
Kan du mærke, at der er sket noget, siden du for to år siden flyttede ind her?
Ja, både og. Jeg var et rigtigt godt sted, før jeg flyttede ind her. Men det sted jeg boede, lukkede ned for min målgruppe og jeg var lige startet på min uddannelse som programmør. Så jeg var meget nervøs for, hvis jeg skulle ud i min egen lejlighed på det tidspunkt, om det ville blive for meget. På den måde har Sputnikkollegiet fungeret som en god og tryg overgang.
Hvor har du fået elevplads henne?
Jeg har fået en elevplads hos Andel Energi. De er energileverandør til store dele af Danmark og har kontor i Haslev. Så der flytter jeg til om et par måneder og skal bo i to et halvt år. Jeg skal lave nogle af deres interne administrative værktøjer. Så når du som kunde ringer ind og siger ’hvorfor f***** virker det ikke’ og de ikke kan besvare dig, så er det nok mig, der har lavet en fejl.
Hvordan oplevede du processen omkring at søge elevplads?
Jeg har søgt elevplads i to år og har også været til flere samtaler. Både nogle der er gået godt og skidt. Jeg blev faktisk lidt overrasket, da jeg fik opringningen fra Andel Energi og blev kaldt til samtale. Jeg troede allerede, jeg havde fået afslag, fordi det var så længe siden, jeg havde sendt en ansøgning. Men så tog jeg til Haslev og havde en rigtig god samtale med dem, synes jeg. Det virkede som et fedt sted. Og så ringede de ugen efter og tilbød mig jobbet. Jeg blev rigtigt glad og kunne ikke fokusere resten af skoledagen.
Hvor skal du bo henne i Haslev og glæder du dig?
Jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg skal bo i egen lejlighed, og jeg har kig på et par forskellige steder. Men jeg mangler stadig at få lavet mit budget for at finde ud af, hvad jeg har råd til. Det får jeg hjælp til af én af pædagogerne her på stedet. Så jeg kan få kortlagt: hvad har jeg af månedlige udgifter og indtægter og hvad har jeg råd til.
Er der noget ved det at flytte, som er lidt angstprovokerende?
Det kommer til at være mit første arbejde, og det er selvfølgelig stressende. Det kommer også til at være første gang, jeg flytter ud for mig selv. Så det er et meget stort nyt kapitel, jeg begiver mig ud på. Men man bliver nødt til at tage springet på et tidspunkt, og nu er et fint tidspunkt for mig at gøre det.
Hvad har du af fremtidsdrømme?
Jeg drømmer i bund og grund bare om at have et fint liv; hvor jeg har råd til mine forskellige hobbyer og så finde et stille lille hus og have en familie og så bare nyde det almindelige liv.